Rejsemålet er lukket for sæsonen. Lige før sæsonen starter igen, vil vi opdatere siden med information om udflugter, træffetider m.m.

Sol og strand

Snorkling
Livet på havbunden omkring Kreta er delvist ødelagt, fordi  her tidligere blev rovfisket med dynamit. Det gik hårdt ud over fiskebestanden. Vil du se noget under havoverfladen, bør du derfor snorkle dér, hvor bunden er præget af sten og planter, som f.eks.:

  • Afrata-bugten, som ligger ude på halvøen uden for byen Kolymbari
  • Stenrevet vest for fritidshavnen i Platanias
  • Stenrevene uden for Falasarna
  • Stenrevene uden for Elafonissi
  • Stenrevene uden for Gramvousa

Strande i Chania-området:

Agia Apostolii/Daratos
Agia Apostolii betyder "de hellige apostlers strande" og er et af de mest foretrukne badesteder blandt de lokale i Chania. Strandene består af flere små skjulte bugter rundt om en halvø og er meget lavvandet og børnevenlig. Det vrimler med liv her i højsæsonen. Du kan du som regel bade her, selvom der er badeforbud på andre strande på grund af stærk vind og store bølger. Vestsiden af halvøen består for det meste af sten- og grusstrande. Her er også et sportscenter med både, windsurfing og vandski. Agia Apostolii ligger i et uberørt naturområde, som er styret af de græske myndigheder. Her er enkelte serveringssteder og udlejning af liggestole og parasoller.

Kato Stalos
Ca. 6,5 km vest for Chania centrum ligger denne lange strand. Man kan faktisk gå langs stranden hele vejen til Kolimbari, en gåtur på ca. 22 km. Stranden består skiftevis af sand og rullesten, og flere steder bryder vandfald stranden, der kan gøre det svært at passere. Som på de andre strande, der vender mod nord, er der i perioder høje bølger og risiko for understrøm. Dette kan medføre badeforbud. Vær opmærksom på flagsystemet, og spørg gerne lokalbefolkningen, før du bader, hvis der er mange bølger. Kato Stalos-stranden har flere serveringssteder og udlejning af liggestole og parasoller.

Platanias
Byen Platanias har en udmærket, dog ikke børnevenlig, sandstrand. 200-300 meter vest for lystbådshavnen bliver den mindre og mere stenrig. Hvis du vil se liv på havbunden, er det værd at snorkle her. Landlig fred og ro finder du ca. en kilometer længere vestpå, ved mundingen af floden Jordanos. Der kan du enkelte juni- og juliaftener se havskildpadder lægge æg. Disse udklækkes i månedsskiftet mellem juli og august. Der er flere pools tilknyttet vestsiden af stranden.

Georgioupolis
Byen har to strande med lavt vand. Stranden, som ligger nord for søen, har det bedste sand. Begge strande har udlejning af liggestole og parasoller. Enkelte serveringssteder, som har små retter og drikkevarer. På den østlige side af byen ligger en fantastisk børnevenlig strand, som følger Georgioupolis-bugten hele vejen ca. 10 kilometer rundt. Denne beliggenhed gør, at stranden ligger i læ for bølgerne fra nordsiden.

Nea Chora
Den relativt lavvandede og børnevenlige strand er lille og bruges først og fremmest af gæsterne fra de nærliggende hoteller. Et stykke ud er der klipper og sten, som udgør naturlige bølgebrydere. Her er også en strandpromenade med gode tavernaer og udendørsserveringer. Udleje af liggestole, parasoller og pedalbåde findes også her.

Chryssi Akti
"Den gyldne strand" ca. 1 km vest for Nea Chora har behagelig sandkvalitet, en lidt stenet havbund og er relativ lavvandet og børnevenlig. Stranden besøges mest af skandinaviske gæster fra de nærliggende hoteller og har udlejning af liggestole og parasoller. Her er også enklere serveringssteder, som tilbyder lettere måltider og kolde drikke.

Agia Marina
I Agia Marina er strandene lavvandede, selvom der også er korte strandområder, der ikke er lavvandede. Stort udvalg af vandaktiviteter, bl.a. paragliding og bananbåd.

Gerani
Stranden i Gerani byder på alt fra grovkornet sand til rødbrunt sand med små sten. Ingen udlejning af vandaktiviteter.

Maleme
I Maleme er der en lang rullestensstrand og et par korte områder med sand.

Strande på vest Kreta:

Fallasarna
En fantastisk badeoplevelse med en flere kilometer lang gylden sandstrand med krystalklart vand. Gode snorkelmuligheder ved de stenrev, der ligger et par hundrede meter ude. Selvom der efterhånden er en del faciliteter på stranden, kan man stadig finde sin egen badebugt.

Elafonissi
"Kretas Maldiverne" er en imponerende lagune på Kretas sydvestlige spids. Stranden er børnevenlig og har fantastiske farvenuancer, men er meget påvirkelig over for syd- og sydvestlige vinde, som pisker sandet op til hårdere sandvinde.

Marathi
Denne lille badebugt på Soudabugtens nordlige side er specielt indbydende, når nordkystens strande er plaget af bølger fra nord. Den lille børnevenlige strand har tavernaer liggende i nærheden og et lille sportscenter med bådudlejning. På den anden side af havnen ligger badeklubben for officererne fra NATO-baserne.

Preveli
Neden for klostret Moni Preveli på sydkysten ligger Preveli Beach. På stranden vokser der palmer, som ifølge sagn og fortællinger skød op, fordi søfarere sad på stranden og spyttede dadelkerner ud for flere hundrede år siden. Stranden er relativt lille og nås via en sti.

Matala
En smuk sandstrand syd for Festos. Stranden er specielt kendt for sine kalkstensgrotter, hvor hippierne holdt til i 1960'erne.