Rejsemålet er lukket for sæsonen. Lige før sæsonen starter igen, vil vi opdatere siden med information om udflugter, træffetider m.m.

Bus og taxi

Bus
Spørg altid hvor bussen kører hen, inden du står på! Busnumre eksisterer ikke. I bedste fald sidder der et skilt i vinduet, som angiver, hvor bussen kører hen. Lokalbusserne fra KTEL kører i princippet overalt på øen. Hovedbusstationen ligger inde i Chania by. Du kan købe billet på busstationen, men de sælges også i visse kiosker og minimarkeder, som ofte skilter med, at de sælger busbilletter. Det er også muligt at købe billet direkte på bussen, så have gerne småmønter på dig.

Eftersom busserne ikke har tidsbestemte holdepladser langs vejene, er det svært at forudsige, hvornår bussen kører langs en bestemt buslinje. Langs nordkysten kører der langtursbusser med aircondition mod hovedbyen Heraklion. En busrejse på 10 kilometer koster ca 1,50 euro. 

På grund af Corona-pandemien er det lovkrav at have maske på i alt offentlig transport. Dette gælder både bus, båd og taxi. 

Lokalbusser
Galatas- og Kato Daratsos-bussen standser ved 1886-torvet i Chania og har endestation ved hotel Panorama i Kalamaki. Souda-bussen (KTEL) standser ved busstationen. De blå busser fra Kalamaki 
kører via de tre strande "Golden Beaches" i agia apostoli og stopper i Chania ved markedshallen. Busserne kører ret ofte, ca. en gang hver halve time.
Pris: Cirka 1,80-2,50 euro for en enkelt billet.

Langtursbusser
Langtursbusserne er grønne, og deres endestation er busstationen i Chania. Fra Platanias og Agia Marina afgår busserne ret ofte, ca. en gang hver halve time. Du kan køre i bus til alle større byer på Kreta, men busserne afgår ikke så ofte.

Taxi
Taxiholdepladsen ligger på 1886-torvet i Chania, og der er som regel altid taxier døgnet rundt. Men du kan naturligvis også praje en taxi langs vejen, hvis du ikke befinder dig i nærheden af en taxiholdeplads. Taxi er et godt alternativ til bus, hvis man er 3-4 personer, som rejser i samme bil. Chaufførerne skal anvende taxameter og har forskellige takster afhængig af, om man kører i indre by eller i yderområderne. Efter midnat stiger taksten en smule. Aftal en fast pris inkl. drikkepenge i forvejen, hvis du planlægger en længere tur i taxi. Nogle taxichauffører lever udelukkende af at køre turister rundt på udflugter. Turene kan vare fra et par timer til hele dage.

At leje en taxi til udflugter koster cirka 40-45€ per time.

En taxirejse på 10 kilometer koster cirka 9€. Stor bagage, for eksempel kufferter koster ekstra. Drikkepenge er ikke specielt normalt, men man plejer at runde op. Taxi fra Chanias Lufthavn til Platanias, inklusiv bagage, koster cirka 45€ (distance 25 kilometer). Taxistationen i Platanias ligger ved torvet.

På grund af Corona-pandemien er det lovkrav at have maske på i alt offentlig transport. Dette gælder både bus, båd og taxi. 

Cykel og scooter:
Hos Lions Rental kan du leje cykel eller scooter, en smidig måde at se mere flere af lokalområdet og også de nærliggende byer langs Chaniakysten.