Rejsemålet er lukket for sæsonen. Lige før sæsonen starter igen, vil vi opdatere siden med information om udflugter, træffetider m.m.

Græske anbefalede madretter

Grækerne nyder sjældent mere end en kop kaffe og en halv pakke cigaretter til morgenmad, men hotellerne er ofte tilpassede efter vores skandinaviske ønsker. Frokost spiser grækerne ved 14-15-tiden og middag først omkring kl. 21-22. Mange restauranter åbner derfor ikke før end ved 19-tiden. I turistområderne har restauranterne dog åbent hele dagen. 

Det er stadig relativt billigt at gå ud og spise her, og et besøg på en taverna i selskab med gode venner er en selvfølge for alle grækere. På tavernaerne går man gerne ud i køkkenet og udpeger det, man ønsker at spise, idet menukortet ikke altid er opdateret. Menuen er helt tilpasset efter hvilke friske råvarer, der er tilgængelige, og hvem der står ved gryderne! 

Brød og en kuvertafgift følger altid med en bestilling. Fisk er forholdsvist dyrt, og priserne er oftest angivet i kilo - vær opmærksom. Normalt lægger man 5-10 % af regningens endelige beløb i drikkepenge, naturligvis afhængig af hvor tilfreds man er med maden og betjeningen. 

Øl hedder bira, og de fleste licensfremstillede mærker er repræsenteret her på Kreta. Ønsker du at drikke vin til maden, bestiller du en flaske, krasi. Aspro er hvidvin, og kokkino er rødvin. Der produceres mange gode hvidvine på Kreta. En kendt hvidvin er retsina, som har smag af harpiks fra lagringsfadet. Hvis du synes, at den smager lidt besk, kan du blande den med lidt danskvand eller Seven-Up. Den græske aperitif ouzo kan man ikke komme udenom. På Kreta bliver man ofte budt på en drik efter maden. Drikken er lavet på brændevinen raki. Den er hjemmebrændt og stærk og kan ifølge kretenserne anvendes som flybrændstof, men den er også udmærket for fordøjelsen! 

Græsk kaffe bør man prøve. Man bestiller efter mængden af sukker: sketto = uden sukker, metrio = med lidt sukker og gliko = sød! Ønsker du mælk i kaffen, bestiller du me ghala. Frappé er iskaffe, som kan anbefales på en varm og solrig dag. 

Mezé - Græske småretter. Bestil mezé og smag på alt! Det er det bedste råd vi kan give dig. Start med forskellige dips at dyppe brødet i, såsom tzatziki, fava, taramosaláta eller melizanosaláta. Derefter eventuelt en herlig græsk salat, dolmadakia, yemista, spanakopita, saganaki, kalamari, keftedes og grillet lam. Den primære idé er at alle rundt om bordet tager for sig, og hygger sig med god mad og drikke.

I Grækenland findes der et antal forskellige benævnelser for lokaler, hvor der serveres mad. I højsæsonen har de fleste restauranter, barer og tavernaer langs strandpromenaden og ved havnen en eller flere personer ansat til at lokke gæster ind på stedet. De har lært et par gloser på mange forskellige sprog og gør alt for at trække folk ind til deres borde. Er du ikke interesseret, takker du venligt men bestemt nej og fortsætter.

Herunder finder du nogle af de populære græske madretter.

Tzatziki - Græsk yoghurt, agurk og hvidløg.

Taramosaláta - Fiskeæg som er gjort til en slags mayonnaise og oftest serveres til brød præcis som tzatziki.

Melizanosaláta - Puré på aubergine, olivenolie og ærter.

Fava - Dips lavet af Favabønner og kan sammenlignes med hummus.

Dolmadakia (Dolmádes) - Fyldte vinblade med lam, eller hakket oksekød og ris. Oftest er det blot med ris.

Gemista - Ovnbagte fyldte tomater og peberfrugt med ris og ærter.

Spanakopita - Spinattærte med fetaost.

Saganaki - Er egentlig navnet for en lille stegepande som anvendes til småretter hvor man benytter den til for eksempel at lave den mest almindelige type af saganaki som er med ost. Dette kan være enten almindelig ost eller feta ost. Der findes dog varianter med ost og rejer, og krydderistærke varianter.

Briam - Ovnbagte grøntsager som kartofler, aubergine, zucchini, tomat og løg. Ofte laver man Briam som minder lidt om ratatouille.

Giouvetsi - Tomatbaseret kødgryde af enten okse, kylling eller lam som laves med en ris-formet pasta. Engang imellem krydrer de med kanel, og den serveres oftest i en lille keramikform.

Soutzoukakia - Smagerige små aflange frikadeller oftest af oksekød i tomatsovs. Frikadellerne er krydrede med kanel og spidskommen.

Kalamari - Blæksprutte. Findes både i friteret og almindelig variant.

Keftedes - Græske frikadeller.

Souvlaki - Grillet kød på et spyd. Oftest gris eller kylling, men findes med alt muligt andet også. For eksempel lam, oksekød og grøntsager.

Gyros pita - Fyldt pitabrød med gris eller kylling, pommes frittes, tzatziki, tomat og løg.

Stifado - Kødgryde med løg, tomat, kanel, vin eller eddike.

Moussaka - Klassisk græsk ret. Minder om lasagne blot med aubergine istedet for pastaplader.

Kleftiko - Lammegryde med grøntsager og fetaost som bages langsomt efter at være marineret i hvidløg og citronjuice.

Pastitsio - Græsk lasagne.

Tirokroketes - Friterede ostekugler

Papoutsakia - Fyldt aubergine med krydret kød, tomater og bechamelsauce.

Kolokithákia - Friterede squash i skiver. Nærmest som chips.

I Grækenland findes der masser af forskellige navne på steder der serverer mad.

Souvlatsidikobarerne 
Det græske svar på vores pølse- og burgerbarer. De har oftest åbent hele dagen. Her serveres der grillspyd med eller uden pita, giro (det vi kalder kebab) og anden grillet mad. 

Estiatoria 
Enklere restauranter med hjemmelavet mad. De få, der er tilbage, serverer morgenmad, ofte spaghetti med stegt lever, ved 7-8-tiden om morgenen til folk med hårdt fysisk arbejde. De har åbent, til der ikke er mere mad omkring ved frokosttid. Der er ikke noget menukort. Man går blot ind og ser, hvad køkkenet har at tilbyde. 

Psistaria 
Serverer grillede retter samt en del forretter og salater. Kvalitet og stemning varierer fra sted til sted. 

Mezedoupolia 
Minder mest om en bar, hvor der serveres småretter. Man kommer her for at drikke ouzo, vin eller raki, og hertil får man serveret meze på små fade, dvs. småretter og forskellige snacks. 

Tavernaer 
Findes overalt i alle prisklasser og med nogenlunde samme menu. Ofte både sti schara (grillet) og tis katserolas (mad direkte fra gryden). Meget af det, der serveres på tavernaerne, er hel- eller halvfabrikata, som varmes op.